Mød grønlandsk politiker

Folketingsmedlem og tidligere formand for det Grønlandske Landsstyre besøger biblioteket

HERNING Foreningen Norden Herning inviterer til et spændende foredrag ved Aleqa Hammond (MF) på Herning Bibliotek tirsdag 21.februar. Det oplyser de i en pressemeddelelse.

Aleqa Hammond er grønlandsk politiker og tidligere formand for det Grønlandske Landsstyre for Siumut og nuværende medlem af Folketinget. Aleqa Hammond vil fortælle om sit smukke fædreland, Grønland.

Aleqa Hammond er født i Narsaq, men opvokset i Uummannaq i det nordlige Grønland. Hendes far, Piitaaraq Johansen, der var fanger, omkom ved en jagtulykke, da hun var syv år gammel. Moderen hedder Ane-Marie Johansen (født Hammond) og bor stadig i Uummannaq.

USA og Canada
Efter endt folkeskole rejste Aleqa Hammond som 15-årig alene ud i verden, var på Ellekilde Efterskole ved Tåstrup, rejste rundt i USA og Canada, inden hun vendte tilbage til Grønland i 1987-1989. Her tog hun HF eksamen på Nordgrønlands Gymnasium i Aassiaat.

Senere fortsatte hun sine studier i Canada, hvor hun læste engelsk på Nunavut Arctic College.

Inden Aleqa Hammond gik aktivt ind i politik, havde hun forskellige koordinatorjobs. Hun har fra 1993 været beskæftiget inden for Grønlands turisme blandt andet som turistchef i Qaqortoq (Julianehåb) fra 2004-2005. Her har flere medlemmer af Foreningen Norden Herning mødt hende som en god og meget kompetent guide i forbindelse med rejsen til Venskabsbystævnet i Arsuk i 2005.