Find forfædrene i Historiens Hus

HERNING Efter at Slægtshistorisk Forening Herning er »flyttet ind« i Historiens Hus, holder foreningen nu også sine foredrag i foredragssalen i Historiens Hus på Museumsgade i Herning. Det oplyser man i en pressemeddelelse.

- Det giver os flere fordele, siger foreningens formand, Tage Andersen, men først og fremmest får vi nu endelig mulighed for at have flere tilhørere til vore populære foredrag om slægtsforskning.

Det første foredrag i de nye omgivelser har overskriften: »Kirkebogen alene i verden? - om slægtsforskning mellem 1801 og 1834.«

Det er Erik Kann, genealog, København, der holder foredraget for slægtsforskerne 20. februar. Erik Kann siger om foredraget:

- Du har sikkert også prøvet det: Anne Hansdatter født 1800, registreret helt normalt i folketællingen 1801 - men hvad så? Der er 33 år til næste folketælling, og det hele synes lige pludselig bare meget vanskeligere! Gennem en masse praktiske eksempler viser jeg, hvorledes du griber udfordringerne mellem 1801- og 1834-folketællingen an. Hvilke kilder findes der, hvilke metoder kan du anvende osv.

Foredraget afholdes i samarbejde med Folkeuniversitetet.