Kongressen satser på musik

Foråret byder på 11 koncerter i MCH Herning Kongrescenter

MUSIK Det kan godt være at åbningen af Royal Arena i København presser Boxen en smule på musikfronten, men så styrker MCH bare programmet i kongrescentret.

Både teater- og koncertsalen indtages her i foråret af landets hotteste navne og byder på noget for en hver smag og alder.

Dizzy Mizz Lizzy og Djämes Braun indledte festlighederne i den forgangne weekend, og de følges op af ni koncerter i den kommende tid.

På fredag er det albumaktuelle Rasmus Walter, som står klar i spotlyset. Walter er på tour med sin seneste udgivelse »Himmelflugt«, hvilket er hans fjerde soloalbum.

Første single fra den nye plade hedder »Løber«, og koncerten i Herning vil både byde på nye sange samt kendte kæmpehits som »Dybt Vand« og »Endeløst«.

- Jeg glæder mig til at komme rundt i landet igen, og denne gang med den længste indendørs tour, vi har været på. Det bliver fedt at få de nye numre med på scenen og få dem blandet med alt det velkendte. Jeg håber, festen fortsætter, hvor den slap i efteråret 2015. Vi skal i hvert fald nok gøre vores til det, lover Rasmus Walter i en pressemeddelelse.

De 11 koncerter, som foråret byder på, repræsenterer en stor bredde genremæssigt - fra Peter A.G., Poul Krebs og Lis Sørensen til Carpark North, Mads Langer og Burhan G.

MCH Herning Kongrescenter danner også rammen om en koncert, som for første gang nogensinde samler tre generationer af landets allerbedste rappere: L.O.C., Marwan og Emil Stabil.

Det hidtil usete samarbejde, som turnerer under navnet »Kun en aften« og rammer Herning 1. april, vil med garanti få taget til at lette. Turnéen vil blandt andet byde på en tur i L.O.C.-arkivet og numre, som han aldrig har optrådt med live før, ikke-udgivet materiale, B-sider og andre sjældenheder.

Blandt forårets mest eksplosive optrædener er rockbandet Dúné. Bandet, som oprindeligt stammer fra Skive, har brugt de sidste to år i studiet på at finde ind til kernen af deres musikalske univers. Koncerten i Kongrescenteret den 21. april vil vise deres nyudviklede rockprofil, hvor de tre barndomsvenner fra Dúné spiller impulsiv, legende og let rock med stærke hooks og melodier.

Derudover byder forårets koncertrække på Mads Langer, Lis Sørensen, Peter A.G., Burhan G, Carpark North og Poul Krebs.