Kørte rundt uden kørekort i lastbil med stjålet sættevogn

Politiet standsede i nat en lastbil, hvori der i førerhuset sad tre asylansøgere

Herning Klokken 02.45 i nat fik en patrulje fra politiet standset en dansk indregistreret lastbil med en tysk indregistreret sættevogn spændt efter.

Betjentene blev opmærksom på lastbilen i krydset ved Sjællandsgade og Silkeborgvej, og i førerhuset sad tre asylansøgere.

Den 24-årige fører havde ikke kørekort til lastbil, og derfor blev han sigtet for kørsel uden førerret.

Efterforskningen viste, at trækkeren stammer fra en virksomhed i Sommersted, og til morgen kunne politiet også se, at den tyske sættevogn var efterlyst gennem Schengen-samarbejdet.

Politiet fik navnene på alle tre mænd i lastbilen til brug for den videre efterforskning af sagen.