Eksmand blev voldelig

Et besøg af eksmanden udviklede sig i weekenden til en voldelig oplevelse for kvinde

Herning Lørdag eftermiddag rykkede politiet ud til en adresse i Herning midtby, hvor en kvinde var blevet slået af sin eksmand.

Manden var kommet på besøg for at se parrets børn, men det endte med, at han slog sin tidligere hustru.

Betjentene valgte at anholde manden, og han blev taget med på politigården i Nørregade, hvor han blev løsladt klokken 20.28.

Det tog kun manden fire minutter, inden han igen var anholdt.

- Han stod og råbte og skreg udenfor, og det kunne vi selvfølgelig ikke tillade, forklarer sekretariatsleder Bent Smedegaard fra lokalpolitiet i Herning.

Denne gang blev manden kørt til detentionen på politigården i Holstebro, hvor han fik en overnatning, inden han igen så dagens lys ude i det fri.

Der venter ham nu et retsligt efterspil.