Blue Fox henter norsk kleppert

Thomas Damm 

Den 100 kilo tunge norske angriber Robin Dahlstrøm støder til Blue Fox-truppen i dag og giver holdet en ny fysisk dimension

ISHOCKEY Så fik Herning Blue Fox sæsonens formodentligt sidste navn på holdkortet. Der er nemlig skrevet kontrakt med den 29-årige norske landsholdsangriber Robin Dahlstrøm, der forlader AIK Stockholm i den næstbedste svenske række for at komme til Herning.

Dahlstrøm er en stor, stærk angriber, der med 100 kilo fordelt på 183 centimeter ikke er én, modstanderne skubber rundt med.

Blue Fox-cheftræner Todd Bjork-strand glæder sig over tilgangen, der kommer til Herning i dag.

- I vores trup har vi manglet noget fysik, og det får vi helt klart med Robin. Han skal ind foran mål og være med til at skabe noget plads. Men han er ikke bare stor og stærk. Han kan også spille ishockey og har helt sikkert andet end størrelsen at bidrage med, siger Todd Bjorkstrand.

Ifølge Blue Fox’ egen hjemmeside har man kun én angriber i truppen, der vejer mere end 90 kilo. Det er langtidsskadede Mathias Mølgaard, der står noteret til at veje 102 kilo.

Opvokset i Oslo
Robin Dahlstrøm er vokset op i Oslo, spillede som dreng i Vålerenga og skiftede som U16-spiller til Frisk Asker, hvor han spillede i en årrække. Han nåede også en sæson i Sparta Sarpsborg, inden han skiftede til svensk ishockey i 2011.

I Sverige har han blandt andet spillet 38 kampe for Örebro i den bedste svenske række, SHL.

I sidste sæson skiftede Robin Dahlstrøm hjem til Lørenskog i Norge, hvor han i 41 grundspilskampe blev noteret for 39 point.

Ni kampe inde i denne sæson fik han lov til at forlade Lørenskog, der på det tidspunkt havde tabt fem kampe på stribe.

I en pressemeddelelse skrev AIK Stockholm følgende om skiftet:

- Når vi kigger på hans statistik, er pointene ligeligt fordelt mellem mål og assist. Men han er ingen point-konge - snarere en god type, som går direkte på mål og bruger sine kilo med kynisme og hårdhed, udtalte sportschef Anders Gozzi.

Stedbror til NHL-profil
I AIK blev Dahlstrøm blot noteret for 5 point i 35 kampe.

- Robin har tidligere vist, at han kan lave point, og så er han en erfaren spiller med mange kampe i Norge og Sverige, så vi forventer, at han bliver rimelig nem at få ind på holdet, siger Todd Bjorkstrand.

Dahlstrøm er ikke et navn, han har haft på blokken i længere tid.

- Vi gik efter en anden udlænding, da Robins navn dukkede op som en mulighed, fortæller Todd Bjorkstrand.

Robin Dahlstrøm er forøvrigt stedbror til den norske NHL-spiller Mats Zucarello, der kom til New York Rangers i 2010 og stadig er at finde på holdet, hvor han netop er blevet noteret for sin NHL-kamp nummer 400 med 268 point til følge.

To nye angribere
I sidste uge hentede Blue Fox også en dansk landsholdsangriber i skikkelse af den 25-årige Steffen Klarkskov.

De to nye angribere skal være med til at styrke Blue Fox-offensiven, der senest har mistet finske Toni Kallela, der er skadet på ubestemt tid.

- Vi forventer, at Toni kommer tilbage, men lige nu er det uklart, hvornår han kan spille. Så vi glæder os over, at vi har styrket holdet med et par dygtige og rutinerede spillere, siger Todd Bjorkstrand.

Steffen Klarskov er for ottende gang klar til at spille slutspil i Metal Ligaen, og Dahlstrøm spillede sidste år ikke færre end 17 slutspilskampe i Norge. Todd Bjorkstrand har endnu intet klart billede af, hvordan han vil blande sine nye offensive kort i kæderne.

- De skal selvfølgelig sættes ind i en kæde til træning, og så må vi se. Vi har i sæsonens løb allerede spillet med en del forskellige sammensætninger, så det er jeg ikke så bange for. Med Toni ude skal der rokeres under alle omstændigheder, påpeger Blue Fox-træneren.

Indtil Toni Kallela blev skadet i den sidste kamp før landsholdspausen, hvor han stødte uheldigt ind i banden, udgjorde han i et stykke tid førstekæden sammen med Jamie Johnson og Petri Lammassaari.

- Uanset hvad har vi nu bedre muligheder, og der er også stadig en række kampe (seks i alt, red.), inden slutspillet begynder, og det bør være fin tid til at integrere de to nye, siger Todd Bjorkstrand.

Blue Fox har også hentet backen Magnus Leth Nielsen for nylig. Han er foreløbigt noteret for to kampe.

Næste kamp for Blue Fox er onsdag aften hjemme i Kvik Hockey Arena, hvor Frederikshavn stiller op til dyst.