Læserklubtur til Bornholms mange facetter

Lone Henningsen 

Dejlige dage på solskinsøen med udflugter og ophold på Grethas familiepension i Sandvig. Læserklubben tager på tur 9.-13. juni

Bornholm er faktisk hele Skandinavien i miniformat. Her finder du en blanding af hele det nordiske spektrum og kan nikke genkendende til mange ting, selvom du måske aldrig har været her tidligere.

Den pragtfulde ø i Østersøen er anderledes end det øvrige Danmark og det er bornholmerne ret stolte over. Her har man sin egen puls, sit eget tempo og sit eget sprog. Nogle af landets bedste sandstrande finder du på Bornholm sammen med bindingsværksidyl, små rolige fiskelejer og en natur, som kommer helt ind under huden. Sidst men ikke mindst har øen også danmarksrekorden i solskinstimer.

Familiedrevet hotelpension
Med Skave Turistfart tager Læserklubben til denne »Østersøens Perle« tidligt på sæsonen, hvor den store turiststrøm endnu ikke er kommet.

Afgang med bus fra Herning, Ikast og Silkeborg mellem klokken 7 og 8 fredag 9. juni.

Undervejs serveres morgenkaffe og rundstykker - og ved frokosttid en sandwich. Turen går via Storebæltsbroen og Øresundsbroen til Ystad, hvorfra vi skal sejle med hurtigfærgen klokken 16.30.

På blot fem kvarter er vi fremme i Rønne, hvorefter vi kører direkte til vort hotel, Grethas Pension, der ligger i Sandvig i det naturskønne Nordbornholm. Hotellet er familiedrevet, og man går meget op i hygge og den nære kontakt.

Deltagerne indkvarteres i store og lyst indrettede værelser/lejligheder, hvoraf alle har bad, toilet og køkken med køleskab, kaffemaskine, kogeplader og service.

Efter ankomsten serveres dagens middag, og vi kan nyde resten af aftenen i vore nye omgivelser.

Hyggelige Sandvig
Sandvig er et lille samfund, der gennem historien er stærkt præget af nærheden til Hammerhus og den bornholmske stenindustri.

I dag fremstår byen med mange bindingsværksejendomme og en hyggelig havn med såvel fiskerlejeidyl som turistliv. Interessant er det at se det gamle stenværks nu fredede arbejderboliger. Skanserne stammer fra Lübeckertiden og er en del af det gamle bornholmske forsvarssystem. Ved skanserne ligger det gamle rådhus, byens ældste hus, der blandt andet har fungeret som kvarter for skansens soldater.

Til fods kan man følge Fyrvejen Hammerknuden rundt. Fra den gamle redningssti blev der ydet hjælp til nødstedte skibe, og mange søfolk er af modige redningsfolk reddet velbeholdne i land.

Sandvigs naturskønne beliggenhed har gjort byen til et attraktivt turistmål gennem mange år.

På tur øen rundt
De følgende to dage skal deltagerne ud og opleve øen sammen med en lokalguide.

Lørdag er der arrangeret en tur på den nordlige del af øen, og søndag koncentrerer vi os om den sydlige del. På den måde får vi set alle de kendte steder og små byer som Hammeren med den storslåede udsigt, nogle af øens fire rundkirker, Hammerhus med rundvisning i ruinerne, Almindingen med Rytterknægten, Dueodde strand og fyrtårnet samt Danmarks østligste by, Svanneke. Overalt er der en usædvanlig smuk og varieret natur.

Når vi er på udflugt, kan vi nyde de madpakker, som vi selv har smurt ved morgenmaden.

Naturligvis bliver der også tid til at snuse rundt på egen hånd. Sandvig er vokset sammen med Allinge. Nordbornholms tvillingebyer tager imod os med åbne arme, og vi fornemmer hurtigt den særlige blanding af fantastisk natur, historisk by-miljø og den naturlige gæstfrihed. Her er rig mulighed for at nyde den stille stemning i Sandvig havns hyggelige fiskermiljø med udsigt til bugten og Hammerknuden, slappe af og eventuelt besøge en af de mange kunsthåndværkere.

Sejltur til Ertholmene
Mandag vil der være mulighed for en tur til Ertholmene - Christiansø og Frederiksø, hvis vejret tillader det.

Bussen kører til Gudhjem, hvorfra man kan tage med skibet ud (egenbetaling cirka 220 kroner).

Her kan opleves den helt særlige stemning, der kendetegner livet på øerne i dag. Alt emmer af historie, og det meste er fredet.

I dag står fæstningsmure, bastioner, tårne, bindingsværkbygninger og stenhytter næsten, som da den sidste soldat forlod fæstningen i 1856.

Man opdager dog hurtigt, at det ikke er et stillestående ø-museum, der besøges. I de historiske kulisser eksisterer i dag et velfungerende lille moderne samfund med cirka 100 faste beboere.

Omtrent fem timer senere er skibet retur i Gudhjem, og vi kører til hotellet.

Ønsker man ikke at besøge Ertholmene, er man velkomme til at blive i Gudhjem, Bornholms ældste handelsby, hvor blandt andet glaspusteriet og røgeriet kan anbefales.

Hele 13 skorstene
Tirsdag besøger vi Hasle, hvor turismen er knap så dominerende som i andre byer på øen. Hasle er en velbevaret gammel by, der på sin egen stille måde har fulgt med udviklingen og samtidig formået at bevare sit oprindelige bymiljø.

Her er der også en enestående mulighed for at opleve et ægte bornholms røgerimiljø. Inden for et par hundrede meter ligger hele fem røgerier med i alt 13 skorstene.

Herefter går turen til Rønne, øens »hovedstad«, hvor omkring halvdelen af Bornholms befolkning bor. Her må vi desværre tage afsked med solskinsøen, som forhåbentlig har levet op til sit navn.

Færgen sejler klokken 16.30, og vi tager samme rute som på vejen hertil.

Retur i Midtjylland sidst på aftenen.

Prisen er
Prisen for denne skønne tur er for avisens abonnenter 3695 kroner. Ikke-abonnenter betaler tilsvarende 3895 kroner. Eneværelsestillæg på 600 kroner.

I prisen er inkluderet:

Buskørsel i røgfri bus

Turleder hele vejen

Kaffe, rundstykker og frokostsandwich på udturen

Fire overnatninger på Grethas Pension

Helpension (morgenmad, smør-selv-madpakker og aftensmad)

To dage med lokalguidede rundture

Udflugter i følge program

Bestemt plads i bussen kan reserveres for 100 kroner.