HCM fightede sig til fornem europæisk sejr

Kenneth Kristiansen 

HC Midtjylland vendte billedet efter pausen mod FC Porto og vandt den første gruppekamp i EHF Cuppen med 29-26

HåNDBOLD Med fantastisk fight, udstråling og vinderattitude vendte HC Midtjylland et truende nederlag til en fornem sejr i første kamp i EHF Cup-gruppespillet.

1914 entusiastiske tilskuere i MCH’s runde hal var vidner til sejren på 29-26 over FC Porto, som sender HCM’erne perfekt fra land i Gruppe B.

Lige fra kampens indledning havde HCM’erne det ellers vanskeligt med portugisernes, i forhold til dansk håndbold, atypiske spillestil. FC Portos forsvarsspil så uorganiseret og nærmest rodet ud, men det var effektivt. For hjemmeholdet havde svært ved at sætte gode angreb sammen, og selvom HCM hurtigt kom foran 2-0 på to Espen Lie Hansen-mål, var gæsterne ikke sådan lige til at ryste. Hjemmeholdets skud sad heller ikke lige i skabet, og det skød gæsternes målmand, Hugo Laurentino, varm.

Også offensivt var Porto uortodokse og uforudsigelige, og et par store klepperter gjorde livet svært for HCM’s forsvar med Jacob østergaard og Kristian Gjessing i spidsen. De havde blandt andet svært ved at holde den 110 kilo tunge stregspiller Alexis Borges.

Generelt var det Porto, der var foran med en enkelt eller to i første halvleg, og ved pausen var HCM nede med 13-15.

Begyndelsen af anden halvleg tydede på det samme billede. Gæsterne begyndte bedst, men en lykkelig kombination af flere faktorer fik HCM tilbage i kampen. Porto tog flere dumme udvisninger, Tim Winkler i HCM-målet begyndte at stråle - og frem for alt udviste samtlige HCM-spillere viljen til, at det skulle lykkes. HCM fightede sig simpelthen til den flotte sejr. HCM gik fra 20-22 til 24-22 og så sig derfra aldrig tilbage.

Espen Lie Hansen, der var særdeles afgørende i slutfasen med flere flotte distancemål, blev HCM’s topscorer med otte mål. Kasper Gudnitz var også stærk og fik noteret syv scoringer - heraf fem på straffekast.