Komfortabel FCM-sejr i Aarhus
Ole BitschTopholdet vandt onsdagens ligaudekamp med 33-27
HÅNDBOLD FC Midtjyllands håndboldkvinder står midt i et hektisk Champions League-program, men de danske vicemestre har stadig fuld fokus på den hjemlige Primo Tours Liga.
Det mærkede SK Aarhus onsdag aften.
Foran blot 329 tilskuere i Vejlby-Risskov Hallen vandt topholdet FCM sikkert med 33-27 - efter midtjysk pauseføring på 18-10.
Med lørdagens vigtige Champions League-hjemmekamp mod slovenske Krim i baghovedet stillede cheftræner Kristian Kristiansen fra første minut med det, der ligner A-kæden: Sabine Englert, Mie Augustensen, Stine Jørgensen, Veronica Kristiansen, Linn Blohm, Louise Burgaard og Trine Østergaard.
Formålet var at knuse SK Aarhus’ forhåbninger tidligt i matchen. Og taktikken lykkedes.
Allerede efter et kvarter kunne højrebacken Louise Burgaard nette til 9-2, og så blev en række profiler sparet til fordel for talenterne Emma Friis, Louise Ellebæk og Simone Petersen.
Men FCM-maskinen blev ved med at hamre fremad inden pausen. Særligt kontrafasen var giftig og nådesløs, når aarhusianernes mange tekniske fejl og boldtab blev straffet med scoringer i modsatte net.
Medvirkende til det klare forspring i første halvleg var også en stærk defensiv samt 10 redninger fra FCM-keeper Sabine Englert, der endda krydrede indsatsen med en scoring i et tomt Aarhus-mål.
I anden halvleg vendte topholdet retur til idealopstillingen, men efter en fin indledning løb FC Midtjylland ind i problemer. En sjusket fase med dårlige afslutninger og misbrugte chancer betød, at Aarhus via fire scoringer i træk fik reduceret til 17-21.
Det midtjyske udfald fik dog ingen betydning. Gæsterne øgede blot tempoet og koncentrationen, og da Veronica Kristiansen scorede til 29-20 med 12 minutter igen, var resten af kampen en formalitet for DM-favoritterne.
FCM-topscorer mod SK Aarhus blev Veronica Kristiansen med syv mål.
Læs også:
Ugens mest læste historier
Fem seneste historier
- Sigtet for at besidde hash: 21-årig fik besøg af betjente i sit hjem i Herning
- Forretningsdrivende holdt ulovligt åbent i Herning: Undskyldte sig med at sælge blomster
- Hærværk og tyveri fra bil i Herning: Dæk og sæder skåret op
- Bilist uden kørekort: Politiet bøvlede med manden under anholdelsen
- To mænd på udflugt: Gemte sig på toilet i tog mod Herning