Vintervejret sætter gang i rejsesalget hos Bravo

Bravo Tours har i denne uge oplevet årets travleste dag indtil nu. Der er dog stort set udsolgt i vinterferien

CHARTER Sne og minusgrader sender danskernes tanker til varmere himmelstrøg. Sådan lyder meldingen hos Bravo Tours i Herning, som i denne uge har oplevet årets travleste dag med mange henvendelser fra rejsehungrende danskere.

For nogle er det en ekstra vinterrejse, der bliver booket ind, mens andre bruger vinterkulden til at beslutte sommerferien.

- Telefonerne er rødglødende. Danskerne orker simpelthen ikke mere sne og kulde. Vintermørket har været over os længe, og nu skal vi have noget at se frem til, siger Stig Elling, der er rejseambassadør i Bravo Tours, i en pressemeddelelse.

Han understreger at DMI’s vejrmeldinger har sat gang i rejsesalget, og Stig Elling tror, det vil fortsætte ugen ud. Mange vil dog blive skuffet, hvis det er uge 7 og til dels også uge 8, de går efter.

- Der er stort set ingen rejser tilbage i vinterferien, men der er selvfølgelig stadig muligheder, hvis man er fleksibel - både med hotel og afrejsedatoer, siger Stig Elling.

10.000 ventes at gå forgæves
Det store pres på de to kommende uger mærkes også hos de andre danske charterbureauer.

Hos TUI (det tidligere Star Tour) er meldingen, at der er stort set udsolgt af rejser i vinterferien.

- Vi har solgt 99,5 procent af rejserne i uge 7 og uge 8, og masser af danske kunder ringer forgæves ind og tror, at de lige kan snige sig med på en afgang. Men der må vi desværre ofte give et nedslående svar, siger Nikolai Johnsen, der er pressechef for TUI i Danmark, i en pressemeddelelse.

TUI vurderer ud fra mængden af søgninger og telefonopkald, at 10.000 danskere på hele det danske rejsemarked forgæves har forsøgt at købe en pakkerejse til sol og strand og må finde andre alternativer.

Egypten er ledig
Også hos TUI vurderer man, at det især er udsigten til koldt vejr, der har fået mange danskere til at søge efter rejser, der altså ikke findes. I alt estimerer TUI, at 80.000 danskere har købt en pakkerejse til et sted i solen i uge 7 eller 8.

De få ledige pladser tilbage hos TUI, er primært rejser til Madeira eller Egypten. Især pladserne til De Kanariske Øer som Gran Canaria og Tenerife er blevet revet ned af hylderne og har længe været udsolgt.