Blue Fox tabte til bundproppen

Thomas Damm 

Efter straffeslag blev det yderst skuffende 3-4 mod Herlev

ISHOCKEY Blue Fox havde fredag aften besøg af Metal Ligaens bundhold Herlev. Tre point var det klare krav for at holde liv i håbet om, at Blue Fox kan hente fjerdepladsen, der giver hjemmebanefordel i kvartfinalerne. Men selv om Herlev som det eneste hold ligaen endnu ikke har vundet én eneste kamp efter 60 minutter, så fik Blue Fox store problemer. Det er ellers ikke mange uger siden, at Blue Fox vandt 10-2 i Herlev...

Blue Fox gav debut til den danske back Magnus Leth Nielsen, der er hentet hjem fra norsk ishockey. Samtidig fik reservekeeper Mathias Andersen chancen fra start.

Fra anden periodes begyndelse måtte han dog blive i spillerboksen og se Simon Nielsen tage pladsen i målet.

Gæsterne havde nemlig en chokføring på 2-0 efter de første 20 minutter. De kom kun til ganske få afslutninger, men var skarpe. Lukas Lundvald Nielsen og Jordan Knackstedt, der er blevet nævnt som en mulig kommende Blue Fox-spiller, scorede.

Om det var målmandsskiftet, der gjorde forskellen, skal være usagt, men efter blot 135 sekunder af anden periode reducerede Roberts Jekimovs til 2-1. Mindre end to minutter senere scorede den tidliere Blue Fox-spiller Kim Staal til 3-1 og sendte chokbølger gennem Kvik Hockey Arena.

Seks minutter senere havde Jamie Johnson og Roberts Jekimovs dog scoret en gang hver og udlignet til 3-3. På det sidste mål fik debutanten Magnus Leth Nielsen en assist.

I sidste periode blev der ikke scoret, og så var der dømt straffeslag.

Lukas Lundvald Nielsenn indledte med at score for Herlev, og Lasse Lassen svarede straks igen. De næste fire forsøg blev brændt, og så måtte straffeslagene fortsætte. Lasse Lassen fik igen chancen, men missede. Derfor kunne Lasse Lundvald Eriksen krone en stor aften for ham personligt ved at passere Simon Nielsen.

Ét point til Blue Fox, men det er helt klart to point tabt.

Blue Fox spiller igen allerede lørdag aften i Gigantium i Aalborg mod ligaens førerhold. Nordjyderne måtte dog fredag indkassere et nederlag på 1-4 i Vojens mod SønderjyskE. Det bliver helt sikkert to revanche-sultne hold, der skal krydse klinger.