Nederlag fire sekunder før tid

Thomas Damm 

I et medrivende drama tabte Blue Fox 3-4 i overtid i Aalborg

ISHOCKEY Fredag aften tabte Blue Fox dybt skuffende på hjemmebane til ligaens absolutte bundprop, Herlev. Nederlaget blev på 3-4 efter straffeslag.

Allerede lørdag aften skulle »rævene« på isen igen. Det skete på udebane i Aalborg, hvor hjemmeholdet også var i kamp fredag og led et nederlag hos SønderjyskE.

Begge hold var derfor opsatte på revanche i en tæt og intensiv dyst i Gigantium.

Blue Fox tabte igen. Det blev 3-4, da Peter Qenneville scorede blot fire sekunder før, at kampen ellers ville være gået i straffeslag. Aalborg havde powerplay, da Herning-kaptajn Daniel Nielsen sad i udvisningsboksen. En ærgerlig afslutning på en kamp, som Blue Fox ellers havde store ære af.

Jamie Johnson tog dog en hurtig udvisning i kampens begyndelse, og det satte Blue Fox under pres. Men holdet overlevede undertallet, og så kunne Lasse Lassen score til 1-0 allerede i kampens syvende minut.

En perfekt måde at komme i gang på efter fredagens skuffelse. Målet lagde initiativet yderligere over til hjemmeholdet, der stille og rolig fik kæmpet sig ind i kampen, mens Blue Fox fokuserede på at forsvare sig.

Det gik fint, og føringen holdt til første pause. Blot tre minutter inde i anden periode scorede Lasse Lassen igen. Denne gang udnyttede han et powerplay.

Før perioden sluttede, var det Aalborg, der kunne score i overtal. Bryce Reddick tog chancen fra blå linje midt foran mål, og pucken gik i netmaskerne bag Simon Nielsen.

2-1 til Herning før sidste periode, som Blue Fox skulle begynde i undertal.

Blue Fox var netop blevet fuldtallige, men Julian Jakobsen stjal pucken og udlignede.

Markus Jensen gav dog føringen tilbage til Herning, da han pludselig stod helt fri til højre i »slottet«.

Så var hjemmeholdet igen presset til at komme frem, og det lykkedes. Der blev lagt et tungt pres på Simon Nielsen mål, og fem minutter før tid udlignede Kristian Kodahl til 3-3.

Kampen gik altså dermed i overtid. Her blev Aalborg ramt af en udvisning, der gav muligheden for Blue Fox, men inden det overtal var gennemført, fumlede en træt Daniel Nielsen med pucken og begik efterfølgende en tripping mod en Aalborg-spiller. Det overtal endte Aalborg altså med at udnytte til stor jubel for de 2100 tilskuere i Aalborg.

Hjemmeholdet bliver på førstepladsen, mens »rævene« stadig er nummer seks.

Blue Fox har nu kamppause frem til onsdag 15. februar, hvor Frederikshavn kommer til Herning. Landsholdet drager nemlig til Sydkorea for at spille tre testkamp. Blue Fox har målvogter Simon Nielsen med i den danske trup.