FCM tabte nordisk topmøde

Jørn Just Kristensen 

En skidt anden halvleg vendte en midtjysk pauseføring til nederlag, da FCM-kvinderne lørdag gæstede Larvik i Champions League

HåNDBOLD Det så lovende ud gennem hele første halvleg, men FC Midtjyllands kvinder endte uden point i lørdagens nordiske topmøde i Champions League.

De danske vicemestre tabte 22-24 til de norske mestre fra Larvik i Boligmappa Arena trods dansk pauseføring på 11-9.

Larvik, der har vundet 12 norske mesterskaber i træk, åbnede anden halvleg stærkt og kom foran 14-12, men FCM hang på i elastikken og fik også en enkelt føring mere - 20-19 lød den på. Men derefter lukkede Larvik ballet.

FCM var igen uden sin anfører og forsvarsgeneral Sabina Jacobsen samt Rut Jonsdottir, der stadig kæmper med efterveerne fra en hjernerystelse sidste år.

Stine Jørgensen trak det store læs offensivt og blev FCM-topscorer med 10 mål.

Hos Larvik var især to tidligere Viborg-profiler, Marit Malm Frafjord og Amanda Kurtovic, i det offensive rampelys. Frafjord blev sat godt i scene på stregen og scorede seks mål på seks forsøg, mens Kurtovic endte som nordmændenes topscorer med ni mål fra højre back.

Nederlaget betyder, at FCM blev overhalet af Larvik og drattede ned på tredjepladsen i hovedrundepuljen. Fire af de seks hold går videre til kvartfinalen, men hver placering er vigtig, da en bedre placering på papiret giver en nemmere kvartfinalemodstander.

Dansk tv viser først kampen fra Larvik i aften klokken 22.45 på TV3 Sport 1.