En million til biblioteket

Kulturministeriet støtter et par af Herning Bibliotekernes projekter

HERNING Herning Bibliotekerne har modtaget en lille million kroner i støtte fra Kulturministeriet.

»Pengene skal styrke kulturformidlingen og folkeoplysningen lokalt, og behovet for nytænkning, omstilling og forandring skal undersøges. Danskere i alle aldre skal kunne nyde godt af bedre kulturformidling og folkeoplysning. Derfor får 42 projekter geografisk fordelt over hele Danmark i år sammenlagt 13 millioner kroner fra Udviklingspuljen for folkebiblioteker og pædagogiske læringscentre til at sætte gang i nye formidlingstiltag«, som ministeriet formulerer det.

Herning Bibliotekerne får pengene til to projekter, der begge har fået engelske overskrifter:

Our Democratic Europe er et fælles projekt mellem biblioteker i Polen, Belgien, Holland og Danmark, der skal styrke udviklingen af unges demokratiske kompetencer - blandt andet via dannelsen af såkaldte »demokratiklubber«.

Ministeriet støtter dette projekt med 440.000 kroner. Der tildeles en halv million kroner til projektet Open Library 2.0. Det er et samarbejdsprojekt for bibliotekerne i region Midt, der skal »give viden og kompetencer til at bringe det åbne bibliotek videre i omstillingen til fremtidens sammenskabte bibliotek«, som det formuleres.

Endelig er Herning Bibliotekerne også involveret i projektet »Virtual Reality - et nyt biblioteksrum for læring«. Her vil Viborg Bibliotekerne sammen med Energimuseet Viborg og Herning Bibliotekerne bruge Virtual Reality-teknologi i arbejdet med unge på de ældste klassetrin - projektet skal teste, hvordan Virtual Reality-teknologien kan anvendes endnu mere. Der er afsat en lille kvart million kroner til dette projekt.