To lokale SOSU-piger fik andenpladsen ved DM i SOSU Skills

Martin Hove Thomsen 

Efter tre dage med fem intensive og virkelighedstro pleje- og omsorgskonkurrencer kæmpede to lokale SOSU-piger sig til en flot andenplads ved DM i SOSU Skills

SKILLS De to lokale Ida Kaalund og Majbritt Dupont Brixen Jensen fra Social & SundhedsSkolen i Herning dystede sig til en flot og fortjent andenplads ved DM i SOSU Skills og sikrede endnu et år med DM-hæder til skolen, som for andet år i træk får en 2. plads ved DM for social- og sundhedsassistentelever.

Afgørelsen ved DM i SOSU Skills, der blev afholdt sideløbende med DM i Skills i Gigantium i Aalborg, faldt søndag eftermiddag, hvor det altså lykkeds at hive en flot andenplads hjem for de to lokale social- og sundhedsassistentelever fra skolen i Herning.

Ida Kaalund er nuværende elev på skolen og er ansat i Region Midtjylland i sine praktikperioder, mens Majbritt Dupont Brixen Jensen blev færdiguddannet social- og sundhedsassistent fra skolen i Herning i slutningen af 2016.

For de to lokale SOSU’er er kåringen som landets andenbedste til pleje og omsorg kulminationen efter tre dage med fem intensive og virkelighedstro pleje- og omsorgskonkurrencer på en scene med levende skuespillere, dommere og kamerafolk.