Kristoffer Olsson rygtes på vej til Sverige

Kim Stoltenberg Hansen 

Salgsrygterne tager til om FCM-midtbanespilleren

FODBOLD Den svenske midtbanespiller Kristoffer Olsson ser ud til at have haft sidste arbejdsdag i det midtjyske. U21-landsholdsanføreren er eftertragtet i både sit hjemland og af engelske klubber - og lige nu peger pilen meget i retning af AIK i hjemlandet Sverige. Eb.dk mener at vide, at handlen snart bliver offentliggjort, og FCM-sportsdirektør gør ikke meget for at mane salgsrygterne i jorden.

- Kristoffer selv vil nok gerne tilbage til Sverige, og jeg tror, at en genstart i hjemlige omgivelser vil være det bedste for hans udvikling, sagde FC Midtjyllands sportsdirektør Claus Steinlein til Aftonbladet i dag.

Til Herning Folkeblad ville han ikke rigtig uddybe salgsmulighederne for svenskeren, der også jagtes af Norrköping og Hammarby.

- Der går jo rygter om flere af vores dygtige spillere, som er interessante for andre klubber. Andet kan jeg ikke sige på nuværende tidspunkt, pointerede Claus Steinlein.

FCM skulle kræve knap ti millioner for svenskeren. De interesserede klubber vil ikke rigtig gå helt derop i pris, men måske ligger løsningen i en pris omkring de seks-syv millioner og så mulighed for et par millioner i ekstra betaling til FCM, hvis Olsson får succes i sin nye klub.