Store dele af Herning er uden vand

af bo lundgaard 

Herning vand arbejder på højtryk for at lokalisere en tilsyneladende stor lækage i vandforsyningen

HERNING Et tilsyneladende stort brud på et eller flere vandrør har fredag morgen stoppet dele af den lokale vandforsyning.

Husejerne i Gjellerup, dele af Herning midtby og Tjørring står uden vand i hanerne. Det fortæller en bagvagt hos Herning Vand, som klokken 7.30 oplyser, at der vil gå omkring tre kvarter før fejlen er lokaliseret.

- Vi har sendt en tekniker på opgaven, lød meldingen fra bagvagten.

Han lod forstå, at vagttelefonerne hos Herning Vand er rødglødende fredag morgen, hvor det tilsyneladende er flere hundrede - hvis ikke flere - borgere, som måtte springe badet over i morges og heller ikke kunne få deres kaffe.

- Vi arbejder med det her så hurtigt vi overhovedet kan, lød meldingen fra bagvagten.

På sociale medier forlyder det, at der skulle være en større oversvømmelse i Dalgasgade.