Hvem savner disse to høns?

Kim Stoltenberg Hansen 

To tamme høns sidder på Platanvej og venter på deres ejer

HERNING Der ventede Finn Hindkjær Jensen et mindre chok, da han i aftes gik ud til sin bil.

- Der sad to høns i mørket og baskede med vingerne. Det havde jeg godt nok ikke lige regnet med, lyder det fra husejeren på Platanvej i Herning.

Her til morgen sad de to høns stadig lige udenfor huset.

- De er helt tamme. Man kan komme helt hen til dem og røre ved dem. Og selv om jeg startede bilen, blev de bare siddende, siger Finn Hindkjær Jensen, der ikke har den fjerneste anelse om, hvor de to høns hører hjemme.

- Der er ingen med høns lige i området. Heller ikke en børnehave med tamme dyr. Jeg aner overhovedet ikke, hvor de kommer fra, lyder det fra husejeren, der derfor efterlyser ejeren af de to høns.

Vi hjælper selvfølgelig gerne de to fjerede venner med at finde hjem i varmen, så kontakt os her på redaktionen, hvis du kan hjælpe.