Timm Vladimir og topkokke på biblioteket

HERNING Søndag aften byder på et gastronomisk tordenvejr, når to af Danmarks bedste kokke tørner sammen på Herning Bibliotek. Det lover VisitHerning, som står bag arrangementet i samarbejde med Timm Vladimirs Køkken.

To topkokke skal på bare én time forvandle tre hemmelige, regionalt producerede ingredienser til minimum tre retter.

De kulinariske kreationer bliver efterfølgende bedømt af et dommerpanel, som kårer en vinder. Slaget styres af Timm Vladimir, og arrangementet finder sted i forlængelse af årets Foodexpo i MCH.

Det er ingen andre end kokken Jeppe Foldager, der skal op imod Daniel Kruse. Det er to kokke, som kan lidt af hvert. Jeppe Foldager har prøvet kræfter med Bocuse d’Or, Søllerød Kro og Alberto K, og er et respekteret navn i branchen. Daniel Kruse bærer titlen som årets kok fra 2012 og har tidligere været på Formel B, Søllerød Kro og så er han en fast del af det danske kokkelandshold.

Timm Vladimir glæder sig til at svinge dirigentstokken og guide alle gæster igennem slagets gang.

Der er fri adgang.