Hedekoret uddeler æresmedlemskaber

Der var indlagt en lille højtidelighed på den første øveaften efter Hedekorets generalforsamling 2018

HERNING - Vi ved det godt, og vi siger det også ofte: Du skal huske at rose. Således indledte Hedekorets afgående formand, Polle Nørtoft Thomsen sin tale, da han skulle uddele Hedekoret Hernings første æresmedlemskaber på den første øveaften efter generalforsamlingen. Den helt særlige hæder blev ikke mindre spektakulær af at gå til to personer.

- Faktisk er det to mennesker, vi i dag skal hædre, lød det fra den afgående formand.

- Og det drejer sig om to mennesker med mere end sammenlagt 80 års medlemskab af Hedekoret, sagde Polle Nørtoft Thomsen i sin begrundelse for at udnævne Bente og Jens-Henrik Nielsen til Æresmedlemmer af Hedekoret Herning.

Sangens magi
- De to har om nogen levet op til Hedekorets formål – om at udbrede interessen for flerstemmigt korsang. Denne kærlighed til sangens fantastiske magi har sat sit helt tydelige aftryk på hjemmet i Lind, hvor mandag aften - i mere end en menneskealder - nærmest var hellig i forhold til familiens øvrige gøremål, lød det fra den afgående formand, inden hæderen blev uddelt:

- Desværre er det kun den ene af de to dejlige mennesker, vi har i blandt os. Ikke desto mindre er det mig en kæmpe ære og glæde at udnævne Bente og Jens-Henrik Nielsen til Æresmedlemmer af Hedekoret Herning.