En million til sundhed i Gullestrup og Holtbjerg

Herning På det seneste byrådsmøde blev der sat 939.000 kroner af til et nyt sundhedstilbud, som skal hjælpe udsatte borgere med kronisk sygdom på Holtbjerg og i Lyngbyen i Gullestrup.

Der er tale om statslige midler, som over de næste to år vil gøre det muligt for Herning Kommune at opsøge de socialt udsatte borgere og gennem samtale afklare, hvilken sundhedsindsats der skal sættes ind med. Midlerne skal blandt andet bruges til at gøre medarbejderne klar til den særlige opgave, det er at møde sårbare og udsatte mennesker.

Projektet er en del af den sundhedsstrategi, som byrådet vedtog i 2015. Kommunen bidrager selv med 537.000 kroner, så det samlede budget bliver omkring halvanden million kroner.