Ingen røg i Herlev: Blue Fox udligner serien

Thomas Damm 

Efter fyrværkeri-skandalen i Herning fredag blev anden kvartfinale afviklet efter bogen

ISHOCKEY Herning Blue Fox er tilbage på sporet i kvartfinaleserien mod Herlev Eagles. Med en sejr på 3-1 søndag aften udlignede »blårævene« til 1-1 i serien, hvor der skal fire sejre til at sikre en plads i semifinalen.

Herlev vandt fredag 2-1 i Herning i en kamp, der var afbrudt i mere end en halv time på grund af røg i hallen. Brandmyndighederne frygtede, at røgen fra det fyrværkeri, som nogle Herlev-fans satte ild til, var giftig.

Det var også Herlev, der indledte bedst i søndagens opgør, der blev afviklet uden røg eller andre uregelmæssigheder på tilskuerpladserne. Blue Fox virkede en anelse på hælene, men kom alligevel foran 1-0 i første perode. Herlev spillede pucken på tværs i egen zone, og da en Herlev-spiller snublede, stod Daniel Nielsen helt fri og kunne udplacere Evan Mosher i Herlev-målet. Mere blev der ikke scoret i de første 20 minutter.

Mål af Søgaard
Blue Fox vandt også anden periode 1-0. Denne gang blev målet scoret blot fem minutter inde i perioden af Kristoffer Søgaard efter flot forarbejde af Toni Kallela.

Herfra spillede Blue Fox klogt slutspilshockey, indtil der manglede 10 minutter af kampen. Her tog Daniel Nielsen en noget dum udvisning på en unødvendig slashing. Herlev reducerede til 1-2 i powerplayet.

Kort efter kunne kaptajn Daniel K. Nielsen med en tørt slagskud bringe Blue Fox på 3-1, og den føring kørtegrundpilsvinderne hjem. Dermed 1-1 i serien.

I de øvrige kvartfinaler vandt SønderjyskE 4-0 hjemme over Esbjerg og udligner den serie. Rungsted udlignede mod Rødovre med en sejr på 3-2, og endelig fører Aalborg Pirates den nordjyske serie mod Frederikshavn med 2-0, efter at aalborgenserne søndag vandt 3-2 i Frederikshavn.

I alle serier spilles tredje kvartfinale på tirsdag. Her har Herning fordel af hjemmebane.