Røg i arenaen afbrød ishockeybrag

Ole Bitsch 

Kampen mellem Herning Blue Fox og Herlev Eagles var afbrudt i næsten 40 minutter på grund af røg i hallen. Alle tilskuere blev sendt ud af hallen

ISHOCKEY Aftenens imødesete ishockeykamp mellem Herning Blue Fox og Herlev Eagles blev afbrudt i næsten 40 minutter.

Årsagen var en tyk røg i arenaen, som blev skabt af en røg-granat. Frygten var for en stund, at der var tale om en såkaldt hexit-røg, men undersøgelser har nu vist, at der ikke var tale om giftig røg.

Tilskuerne kom derfor tilbage i hallen efter godt en halv time i kulden, og spillet blev genoptaget efter 40 minutters afbræk i alt.

Røgen opstod allerede i starten af første periode, da en stribe Herlev-fans havde formået at få nogle røggranater med ind i hallen. På et tidspunkt var der et lille bål i udebaneafsnittet af ishockeyarenaen.

I løbet af første periode var røgen på et tidspunkt så tyk, at det var vanskeligt at se isen fra tilskuerpladserne.

Opgøret blev stoppet 8.15 minutter inde i anden periode.

Både politi, brandfolk, ambulancer og røgdykkere kom til arenaen.

Ifølge indsatsleder Michael Jacobsen fra Brand og Redning MidtVest er der ingen tilskadekomne. Dog skulle flere spillere have fået det skidt af den tykke røg.

De to hold blev sendt i omklædningsrummene, men vendte altså tilbage til isen efter 40 minutters pause.

Kampen sluttede 2-1 til Herlev, som dermed fører 1-0 i kvartfinaleserien.

Læs indsatslederens kommentarer