Koncert på Herningsholm

HERNING Lørdag slår Museum Midtjylland dørene op for et særarrangement om koryfæet Jeppe Aakjær på Herningsholm. Dagens artist er Peter Abrahamsen, der underholder med musik og fortælling.

Peter Abrahamsen indspillede i 2013 cd’en »Jeg er født på Jyllands sletter«. I 2016 rejste den folkekære troubadour landet tyndt med sin nyfortolkning af Jeppe Aakjærs digte med dertilhørende melodier.

Under sin forestilling fortæller Peter Abrahamsen om tilblivelsen af de nye melodier til Jeppe Aakjærs kendte og mindre kendte digte, synger sangene og krydrer med fortællinger om hans liv og arbejde. Han kan her trække på et alenlangt cv, der omfatter blandt andet sanger, sangskriver, musiker, producer, booker og musikjournalist.

Turneen har fået gode anmeldelser og museet glæder sig til at byde velkommen til en hyggelig eftermiddag på herregården.