Blue Fox-fans kommer gratis til første kvartfinale

Thomas Damm 

En lang række sponsorer har sørget for, at det er gratis at komme til ishockey i Herning i aften

ISHOCKEY Der bør blive markant opbakning til Herning Blue Fox, når holdet i aften spiller den første kvartfinale mod Herlev Eagles.

En række sponsorer har »købt« kampen, og dermed kan klubben give gratis adgang til alle - så længe der er plads i hallen. Dog koster en siddeplads 35 kroner.

- Vi håber på kæmpe opbakning. Nu har vi gået 10 dage uden kampe, så mon ikke der er nogle tilskuere, der er lige så sultne som spillerne. Vi glæder os i hvert fald til at komme i gang, og det fornemmer jeg også, at vores fans gør, siger Blue Fox-direktør Torben Skovsgaard.

Kvik Hockey Arena er under renovering, og det har i en periode sat en begrænsning på tilskuerantallet, fordi nogle flugtveje har været spærret af. Derfor har man kun måttet lukke 2500 ind til kampene i grundspillet. Men fra i aften er kapaciteten stort set tilbage på vant niveau, så der kan findes plads til flere end 3500 tilskuere.

- Vi er i god dialog med CC Contractor, der står for byggeriet. Nu er stort set alle flugtveje åbne igen, og derfor kan vi skrue op for kapaciteten, fastslår direktøren.

Han håber på, at Blue Fox kan gøre kort proces mod »ørnene« fra Herlev.

- Der er hvert år folk, der spørger, om ikke vi håber på syv kampe, så vi kan tjene flest mulige penge. Men svaret er nej. Vores mål er at komme i semifinalen, og jo før vi kan lukke serien, jo bedre. Omvendt tager vi ikke noget for givet. Herlev går ind til disse kampe og har intet at tabe, og vi skal i gang efter ikke at have spillet i 10 dage. Det kan godt komme til at spille ind, siger Torben Skovsgaard.

Han opfordrer folk til at møde op i god tid, så alle kan være på plads, når kampen sættes i gang 19.30.