FCM-sejr på cruise control

Ole Bitsch 

FC Midtjylland vandt derbyet mod TTH Holstebro med 32-26

HåNDBOLD Spillertruppen hos FCM Håndbold er stærkt amputeret med tre graviditeter samt længerevarende skader til backen Tonje Løseth og stregen Julie Gantzel. Men onsdag aften var den resterende enhed mere end rigeligt til at sikre en sikker derbysejr over TTH Holstebro.

I IBF Arena vandt »hunulvene« med 32-26 - efter pauseføring til hjemmeholdet på 17-13. Sejren betyder, at FCM’erne nu er garanteret at få ét point med over i det kommende slutspil.

Aftenens gæster fra Holstebro kæmper fortsat for at nå med blandt grundspillets otte bedste hold, men selvom indsatsen i Ikast i glimt var lovende, var der aldrig tvivl om udfaldet og de to point.

FCM’erne førte fra start til slut, og i flere perioder kunne cheftræner Kristian Kristensen tillade sig at spare bærende profiler forud for lørdagens afgørende Champions League-hjemmekamp mod Nykøbing Falster.

Der var blot spillet 11 minutter, da FC Midtjylland var i front med 7-1. Årsagen var tempofyldt angrebsspil og især en solid defensiv, hvor keeper Sabine Englert tog godt fra.

Matchen igennem var det kun TTH-backen Annette Jensen, som med ni træffere for alvor bed sig fast i FCM-forsvaret.

Gæsterne fik reduceret forspringet til tre mål i begyndelsen af anden halvleg, ikke mindst som følge af et offensivt forsvar og en mandsopdækning af Veronica Kristiansen. Men det var tydeligt, at værterne altid havde et ekstra gear i hånden.

Fløjen Annika Jakobsen scorede på fem ud af syv forsøg - blandt andet til 26-20, og så kunne Kristian Kristensen igen spare ressourcer i den trængte trup. Det gav eksempelvis luft til Sabine Englert, Veronica Kristiansen og Louise Burgaard - trioen, der forventes at skulle trække læsset på lørdag, hvor en kvartfinale er på spil mod Nykøbing.

FCM-topscorer i lokalopgøret blev Helene Fauske med seks mål - heraf fire scoringer på straffekast.