FCM spiller uafgjort i slovensk »Krim-i«

Jørn Just Kristensen 

Kvartfinalehåbet lever stadig for FCM’s kvinder efter en nervepirrende pointdeler mod slovenske Krim

HåNDBOLD Når man brænder et straffekast 12 sekunder før tid, og derved smider ét point på hjemmebane, er der grund til skuffelse. Men FC Midtjyllands kvinder har også grund til at føle lettelse.

For søndagens 24-24-resultat mod slovenske Krim Ljubljana betyder nemlig, at FCM’s kvartfinaledrømme stadig er intakte i Champions League.

Med mindre Krim leverer mirakler mod Györ eller Rostov-Don, er bordet nu dækket til en dansk gruppefinale mellem FCM og Nykøbing Falster om den sidste plads i kvartfinalerne af Europas fornemmeste klubturnering.

Rejste sig fra elendig start
Det midtjyske håb kunne være slukket med et nederlag mod Krim. Og undervejs pegede det flere gange i den retning.

Krim førte 10-6 efter små 20 minutter, hvor FCM havde svært ved at sit normalt så stærke forsvar til at fungere.

Men mod halvlegens slutning fik FCM lukket det meste af hullet og gik til pausen bagud 12-13.

De slovenske mestre begyndte også anden halvleg bedst og førte 16-13. Men de midtjyske værter viste fightervilje foran 1541 tilskuere i IBF Arena og skabte en nervepirrende slutfase, der kunne gå begge veje.

FCM var foran 22-21, 23-22 og 24-23, men hver gang fik de utraditionelt rapfodede østeuropæere udlignet.

12 sekunder før tid stod Helene Fauske med den gyldne chance for at sikre to point til FCM. Mie Augustesen blev tilkendt et straffekast, og det norske stortalent havde scoret på alle sine fem straffekast. Men sjette gang gik den ikke for 21-årige Helene Fauske. Misa Marincek fik foden på og reddede ét point til Krim.

Dansk »finale« i Ikast
Det ene point er formentlig ikke til den store hjælp for slovenerne. De slutter hovedrunden med opgør mod Györ og Rostov-Don og er altså pisket til at få point i de opgør for at komme videre. Ellers ender det med den imødesete danske gruppefinale mellem FCM og Nykøbing Falster 10. marts i IBF Arena.

Næste kamp er på onsdag, når »hunulvene« spiller på udebane mod Ajax København i den danske liga. Derpå følger udekampen mod CSM Bukarest, som er FCM’s næstsidste opgør i hovedrunden af Champions League.