Sultne Blue Fox åd svage Odense

Ole Bitsch 

Herning smadrede fynboerne 8-2 i grundspillets sidste hjemmekamp

ISHOCKEY Med lidt over to uger til slutspillet skydes i gang nærmer Herning Blue Fox sig tilsyneladende topformen.

Torsdag aften knuste Metal Ligaens suveræne tophold gæsterne fra Odense Bulldogs i sæsonens sidste grundspilshjemmekamp.

De tempofyldte og sultne »ræve« vandt sikkert med 8-2 efter endnu en overbevisende præstation, der blev grundlagt af en imponerende og aggressiv chokstart.

Der var blot spillet ni minutter, da Blue Fox bragte sig foran 3-0 ved Branden Gracel. Det var aftenens anden træffer fra den lille canadier, som også stod bag målet til 2-0 efter knap syv minutters spil. Forinden havde tjekkiske Jan Dalecky hamret festen i gang med sin tidlige scoring efter kun tre minutter og syv sekunder.

I sidste weekend sikrede Herning-mandskabet sig endegyldigt førstepladsen i grundspillet. Men det var ikke til at se, at værterne kun havde æren og selvtilliden at spille for.

Anderledes alvorlig er realiteterne i Odense. Udeholdet har hårdt brug for point for at hænge på blandt de seks bedste hold, der kvalificerer sig til det kommende slutspil. I Kvik Hockey Arena var fynboerne i frit fald.

Blue Fox-spillerne virkede til gengæld toptunede og knivskarpe i samtlige tre perioder. I konstant høj fart kom hjemmeholdet buldrende mod en passiv og selvtillidsforladt Odense-enhed, der med nederlaget i Herning nu har tabt fire kampe i træk.

I den herningensiske arena haltede det fynske mandskab langt efter i både tanke og handling. Blue Fox-topscorer Toni Kallela udbyggede føringen til 4-0, og i anden periode scorede både Lasse Lassen og Markus Jensen.

Indimellem blev det til et fynsk trøstemål ved angriberen Henrik Nielsen, og i tredje periode fik også Odenses Ned Lukacevic reduceret til 6-1. Herning sluttede dog bedst af med yderligere to scoringer. Denne gang via overtalstræffere fra Markus Jensen og kaptajn Daniel K. Nielsen.

Blue Fox mangler endnu to kampe i grundspillet - ude mod Rødovre og Rungsted - inden det gælder den første playoff-kvartfinale, der indledes fredag 9. marts på egen is.