Løver i Herning til kamp mod misbrug

HERNING I denne uge tager Lions Club Uldjyden i Herning kampen op mod misbrug.

Midlet er tulipaner.

Butikker og virksomheder vil få besøg af Lions Club og tilbudt at købe en buket tulipaner til 100 kroner.

Overskuddet går til at støtte sociale aktiviteter for unge og mulighed for at få information om misbrug og dens følger.

- Kampagnens formål er at få unge til at tage klar stilling til misbrug. At sige klart nej og for eksempel turde bære en lille »pin« med symbolet for kampagnen - en rank rød tulipan og en trist grå tulipan, fortæller Jørgen Kielstrup, præsident for Lions Club Uldjyden.

Hver krone mod misbrug
Butikker og virksomheder vil blive kontaktet af løverne i ugerne op til påske.

Jørgen Kielstrup fortæller, at Lionsklubberne ingen udgifter har til administration. Derfor går hver krone til det forebyggende arbejde mod misbrug.