Forløsende FCM-sejr

Thomas Damm 

Efter seks kampe uden fuld gevinst blev Randers besejret 28-22

HåNDBOLD Så har håndboldkvinderne i FCM Håndbold endelig igen kunnet råbe sejrssangen.

Torsdag aften blev det til fuld gevinst hjemme mod Randers HK. Sejren bringer FCM tilbage på andenpladsen i HTH Go Ligaen.

Men det var fra kampens start tydeligt at se, at det var et hold med selvtillidsproblemer, der var mødt frem. Randers bragte sig uden de store problemer foran 6-3. Randers spillede konsekvent med at tage målvogteren ud, når holdet var i angreb. Det gik godt i kampens start, men pludselig lavede kronjyderne fejl på stribe, som FCM kunne straffe. Randers blev nemlig ved med at tage målmanden ud. Det skulle de ikke have gjort, for fire gange kunne FCM score i tomt ned og en enkelt gang på kontra. Så var stillingen 8-6, og pludselig var det Randers, der var i knæ.

FCM kom til pause foran 14-10, og i anden halvleg kom sejren aldrig i fare. Jessica Ryde gjorde blandt andet et fint indhop i målet. Hun bidrog til, at FCM vandt 28-22.

FCM måtte klare sig uden Julie Gantzel, Tonje Løseth, Anne Mette Pedersen og Louise Ellebæk, men den decimerede trup var nok til at tage sejren. Veronica Kristiansen blev topscorer med otte scoringer.

For Randers scorede Marie Fisker og Anne Sofie Hjort begge fem gange.

Næste opgave er i Champions League hjemme i Ikast mod Krim.