Voldelig underbuksetyv slog vidne med stjålet stegepande

Et vidne blev slået i hovedet med en stegepande, da han fulgte efter en tyv i Fakta

HERNING En 30-årig mand fra Herning blev søndag klokken 18.40 afsløret, da han stjal nogle underbukser og en stegepande i Fakta på Vestergade. Tyveriet blev set af nogle vidner, som fulgte efter ham og konfronterede ham med tyveriet ved Møllegrillen på Markedspladsen.

Den 30-årige brød sig ikke om at blive gjort opmærksom på tyveriet. Han reagerede ved at slå en 57-årig mand på siden af hovedet med den stjålne stegepande, inden han stak af fra stedet. Da vidnerne anmeldte overfaldet til politiet, begyndte flere politipatruljer at lede efter gerningsmanden.

Omkring 50 minutter senere fandt ordensmagten en mand, der passede på signalementet. Han blev anholdt og sigtet for kvalificeret vold og butikstyveri. Ifølge politiet tangerer overfaldet på vidnerne røveri. Politiets jurister skal afgøre, om sigtelsen skal udvides.

Manden blev løsladt efter tre timer på politistationen.