Hurtig FCM-fløj tager igen til Norge

Jørn Just Kristensen 

Babajide David skal tilbage til norsk fodbold. Men denne gang er det i den bedste række

FODBOLD For tredje gang bliver Babajide David udlejet fra FC Midtjylland. Den 22-årige fløjraket tilbringer foråret i FK Haugesund i den bedste norske række, Eliteserien.

Babajide David har tidligere været udlejet til Thisted FC i foråret 2016, og hele 2017 tilbragte den hurtige nigerianer i norske FK Jerv. Babajide David imponerede i Jerv, hvor det blev til otte mål i 25 kampe i den næstbedste norske række. Det har nu banet vejen for et lejemål en hylde højere i systemet.

- Vi har valgt at leje Babadjide David ud for at give ham mere spilletid. Vi har en bred trup, og det vil være godt for Davids udvikling at tage endnu et lejeophold, siger sportschef Svend Graversen til klubbens hjemmeisde.

Haugesund blev sidste sæson nummer 10 i Eliteserien, og i 2013 tog de sensationelt bronzemedaljer.

Babajide David har indtil videre fået tre indskiftninger for FC Midtjylland - fordelt på to i DBU Pokalen og bare tre minutter i Alka Superligaen.

Haugesund spiller første turneringskamp 11. marts, hvor holdet på udebane møder Odd Ballklubb.