Uundgåelig HCM-massakre i Aarhus

Ole Bitsch 

En stærkt decimeret HC Midtjylland-trup tabte med 18 mål til Århus Håndbold

HåNDBOLD Årets første ligakamp endte med en drabelig, men ganske forudsigelig mandagsmassakre af HC Midtjylland.

I Ceres Arena i Aarhus tabte et stærkt decimeret HCM-mandskab til Århus Håndbold, der vandt med hele 33-15 - efter en lige så barsk pauseføring på 18-4.

Baggrunden for nederlaget skal naturligvis findes i HC Midtjyllands massive økonomiske vanskeligheder, der har fået ledelsen til at fritstille hele spillertruppen. Foreløbig har otte stamspillere forladt klubben. Og flere er på vej væk. Senest meldes venstrebacken Lars Jakobsen tæt på et skifte til fransk håndbold.

Anders Petersen, Oliver Bondrop, Casper Sas, Jørgen Rasmussen og anfører Jacob Østergaard er i skrivende stund de eneste resterende HCM’ere med ligaerfaring på holdkortet.

I det aarhusianske var HCM-holdet spædet op med unge talenter fra klubbens ungdomsafdeling, spillere fra moderklubben Herning FH samt aktører fra Ikast Håndbold. Med i truppen var blandt andre HFH-formand Benjamin Stræde samt den tidligere HCM-, Skjern- og Bundesligaspiller, Palle Hansen, der normalt optræder på andetholdet.

Men gæsterne var chanceløse. Helt chanceløse.

Ganske vist bragte fløjen Jørgen Rasmussen HCM i front, da han »stjal« bolden og blev noteret for kampens første scoring. Men et tempoforladt, fejlfyldt og ikke-sammenspillet udehold var - af naturlige årsager - overmatchet i hele opgøret.

Da storfavoritterne fra Århus Håndbold havde scoret seks gange i træk, var spændingen forduftet.

Værternes større kvalitet, større fysik og større bredde viste sig hurtigt. Midt i halvlegen førte Århus med otte pinde, senere blev forspringet øget til 12 mål, inden pausen bød på et aarhusiansk forspring på 14 kasser.

HC Midtjylland skal dog have ros for ikke at give op. I starten af anden halvleg scorede udeholdet de tre første mål - via hug to fra unge Casper Ebbesen og en scoring fra Palle Hansen. Sidstnævnte blev HCM-topscorer med fire træffere.

HCM fik en overgang barberet ydmygelsen ned på 11 mål - ved stillingen 11-22 - men igen øgede aarhusianerne tempoet. Og så var massakren tilbage på menuen i Ceres Arena, hvor 1875 tilskuere var på plads til kampen, der blev vist direkte på tv.