Herning vinder topkamp i overtid

Thomas Damm 

Riku Pitkänen blev matchvinder i en tæt kamp mod Aalborg

ISHOCKEY Tre minutter inde i overtiden sikrede Riku Pitkänen to point til Herning Blue Fox i topkampen mod Aalborg Pirates.

»Blårævene« fik fordel af et powerplay i overtiden, og det blev udnyttet til stor jubel fra publikum i Kvik Hockey Arena.

Sejren og de to point betyder, at Blue Fox nu er snublende tæt på at have sikret sig sejren i grundspillet. Aalborg skal vinde resten af sine kampe, og Blue Fox skal tabe sine, hvis det skal gå galt.

Det blev en kamp med masser af chancer, men hvor især Blue Fox igen var for ineffektive. Tilmed tillod de sig Aalborg at score til 3-1, mens Herning var i overtal. Den slags gør ondt.

To tidligt i bad
Men Blue Fox kæmpede sig stærkt tilbage. Målene i den ordinære spilletid kom fra Markus Jensen, Jan Dalecky og Patrick Madsen.

Blue Fox blev i kampens løb handicappet af at måtte sende to center-spillere tidligt i bad. I første periode måtte Anders Poulsen skøjte i omklædningsrummet efter at have været en tur i isen, og han kom aldrig tilbage på isen. I anden periode fik Branden Gracel fem minutters udvisning samt måtte forlade banen for en tackling til hovedet på Aalborgs Lasse Bo Knudsen. Tacklingen så ren ud oppe fra pressepladserne, men dommerne var tilsyneladende ikke i tvivl. Manglen af de to gav spilletid til Kristoffer Søgaard og Sebastian Ruders fra fjerdekæden.

Metal Ligaen ligger nu stille, fordi landsholdet samles i den kommende uge og spiller en firenationsturnering. Holdet skal blandt andet møde Letland i Herning på lørdag.