90.000 jyske dollars: Kjøwenhavner var
ikke alt for knøw

En københavner fik flere sigtelser efter forsøg på bedrageri

Herning Politiet anholdt i går en 33-årig mand fra København, og det kan han både takke sig selv og en bankansat for.

Manden havde onsdag kontaktet et pengeinstitut i Herning og fortalt, at han ville komme forbi for at hente 90.000 kroner.

Baggrunden var, at manden havde fundet et kørekort, et sygesikringsbevis samt et hævekort på et vaskeri tæt ved Københavns Hovedbanegård.

Dermed treode den 33-årige mand at der var fri adgang til pengene på kortet, men han blev klogere.

Den bankansatte fattede mistanke til, at der var noget ulovligt i gære. Derfor var politiet blevet kontaktet, og betjente stod klar, da den 33-årige mand i går troppede op for at få de mange, gode jyske træpenge udleveret.

I stedet fik han en lang næse og en tur i arresten.

- Vi anholdt ham og sigtede ham for ulovlig omgang med hittegods samt for bedrageri, oplyser sekretariatsleder Bent Smedegaard fra lokalpolitiet i Herning.