Ny sag om underbetaling på sygehusbyggeri i Gødstrup

Gulvfirma skal betale bod på 400.000 kr. for at have snydt udlændinge, og dansk arbejdsgiver indrømmer sit ansvar. To andre sager på vej mod faglig voldgift.

GØDSTRUP Opførelsen af det nye supersygehus i Gødstrup er ramt af en ny sag om social dumping. Det skriver fagbleget 3F.

En gruppe udenlandske arbejdere har fået for lidt eller slet intet indbetalt til pensionsordning. De har heller ikke modtaget de rette beløb for overarbejde og i søgnehelligdags-betaling.

Derfor har arbejdsgiveren indgået et forlig, og virksomheden skal betale 400.000 kroner i bod til 3F.

Sagen følger efter en række andre tilfælde i Gødstrup, hvor udenlandske arbejdere er blevet snydt. Yderligere to sager er lige nu på vej mod faglig voldgift.

Det er 3F Midtjylland, der igen har afsløret social dumping. Forliget drejer sig om gulvarbejde.Egentlig skulle entreprisen være udført af et tysk firma. Men den virksomhed er stoppet på pladsen efter at have været under pres for at indrette sig efter danske arbejdsforhold.

Derefter overtog et dansk firma gulvarbejdet. Men de udførte også med udenlandsk arbejdskraft.

- Jeg ved ikke, hvor bevidste overtrædelserne er. Der har været rod. Men efter boden regner vi med, at de nu retter op på forholdene, siger næstformand Jørgen Nielsen fra 3F Midtjylland.

Boden er givet til virksomheden AC Gulve i Hanstholm. Her siger direktør Tage Andersen, at han godt ved, det er hans ansvar, at de ansatte får korrekt løn.

- Men mine folk skriver regninger til mig på, hvad de skal have. De havde fået at vide, at det var efter 3F-overenskomst. Derfor er jeg skuffet over, at regningerne ikke er i orden, siger Tage Andersen.

Han siger, at der nu er styr på forholdene. Han har aftalt, at 3F skal hjælpe med ordentlige ansættelseskontrakter.