Opfølgning på uheldet med fire bilister i kryds i Herning

Det er politiets opfattelse, at en ung kvinde kørte frem for rødt lys, som sat gang i en række sammenstød i krydset

Herning Fire biler var i aftes involveret i et trafikuheld i lyskrydset H.P. Hansens Vej og Gullestrupvej.

Politiet oplyser, at en 18-årig kvinde fra Holstebro kørte mod øst, og hun kørte ind i krydset, hvor hun ramte en bil, der blev ført af en 56-årig mand fra Tjørring.

Han kørte ad Gullestrupvej mod nord, og efter politiets opfattelse kørte kvinden frem for rødt lys.

Den 56-åriges bil blev skubbet over i en tredje part. Det var en 52-årig kvinde fra Herning, som førte den bil. Hendes bil blev derefter skubbet over i den sidste bil, der blev ført af en 52-årig mand fra Herning.

Ingen af bilisterne er ifølge politiet kommet alvorligt til skade.