Helmig junior på Fermaten

Hugo spiller i Herning

HERNING Fredag er der koncert med et af de største håb i dansk popmusik - Hugo Helmig - på Fermaten.

Hugo Helmig har netop spillet sine første udsolgte debutkoncerter med stor succes.

Nu glæder han sig til at komme ud i hele landet og møde publikum live, når han i november besøger København og Aarhus og fortsætter turen rundt i 19 forskellige byer i starten af det nye år.

Til koncerterne har Hugo Helmig samlet et ungt hold af talentfulde musikere, som spiller op til popfest tilsat soulede, funky og blues-inspirerede toner.

- Det var en stor oplevelse at være ude og spille, så nu har jeg bare fået endnu mere blod på tanden. Jeg glæder mig sindssygt meget til at komme rundt i landet og spille min musik sammen med drengene. Vi lover at det bliver en fest, siger unge Helmig i en pressemeddelelse.

Den blot 18-årige Milli Naomi tager sig af opvarmningen.