Frost uden Gnags på Fermaten

Per Christian Frost er i byen

HERNING Torsdag gæster guitaristen Per Christian Frost til Fermaten i Herning - og denne gang har han ikke Gnags med.

Det har været travle år for Per Christian Frost med Gnags, men nu er det igen blevet tid til en turné i eget navn for én af Danmarks mest kendte og anerkendte musikere og hans forrygende band.

De er garanter for sublimt samspil og fængende mangfoldighed i krydsfeltet mellem r’n’b, rock, funk, singer/songwriter, reggae, blues, jazz og en lejlighedsvis afstikker til repertoiret fra tiden i Gnags.

Per Christian Frost har medvirket på over 180 danske albumudgivelser - en enestående bedrift der samtidig betyder, at de fleste større solister i Danmark fra hans egen generation i et eller andet omfang har haft gavn af hans udtryksfulde spil som guitarist, bassist eller producer.