Har du guld på loftet?

Genbrugsbutik åbner med vurderings-event

HERNING Når Mission Afrikas genåbner på Bredgade 40 i Herning, bliver det fejret med en to-dages vurderingsevent i butikken.

Torsdag og fredag eftermiddag, 1.-2. februar, er alle velkomne til at lægge vejen forbi og få vurderet deres medbragte effekter og ting og sager af Mission Afrikas vurderingsekspert, Erik Haunstrup-Clemmensen. Han er blandt andet kendt fra programmet »Skattejægerne« på DR1 og har tidligere arbejdet for både Bruun Rasmussen og Lauritz.com.

Alt kan medbringes - men drejer det sig om ting, der er for tunge eller bøvlede at transportere, er det o.k. i stedet at medbringe et foto af genstanden.

Ud over vurderings-eventen vil der begge dage blive serveret kaffe og kage til alle kunder i butikken, oplyser Line H. Rosendahl Baun, konsulent i Mission Afrika Genbrug.

Mission Afrikas genbrugsbutik i Herning har hidtil haft til huse i Søndergade, men fra organisationens side har man altså besluttet at flytte til Bredgade 40, blandt andet foranlediget af den forestående renovering af Søndergade.