Frans Nielsen udligner i Detroit-nederlag i NHL

Herningneseren scorede i NHL-opgøret mod Philadelphia Flyers, der vandt kampen i overtid

ISHOCKEY Detroit Red Wings og herningenisske Frans Nielsen tabte natten til onsdag dansk tid 3-2 på hjemmebane til Philadelphia Flyers i den nordamerikanske ishockeyliga, NHL.

Nederlaget faldt i overtid, da Philadelphia ved stillingen 2-2 scorede det afgørende mål og dermed tager to point med hjem til østkysten. Detroit må nøjes med det ene point, som man får for et nederlag i overtid.

Frans Nielsen havde inden afgørelsen udlignet til 2-2. Den danske forward stod placeret det rigtige sted under noget klumpspil og sendte pucken i mål bag Philadelphias Brian Elliott, der sprællede forgæves.

Det var Nielsens scoring nummer 11 i 47 NHL-kampe i denne sæson, hvor pointhøsten har været mere tør end normalt.

Danskeren har som tillæg til sine scoringer fem assister og altså 16 point i alt lidt over halvvejs gennem den ordinære sæson.

Siden Nielsen begyndte at spille fast i NHL i 2009, har danskerens dårligste pointhøst på en sæson været 29 point. Det skete i en skadeplaget sæson i 2012-2013, hvor Nielsen kun spillede 48 kampe.

Detroit kunne ellers godt have brugt et ekstra point. Holdet kæmper for at holde trit med en række hold i NHL, der kæmper med om at få et wildcard til slutspillet. Detroit har 46 point for 47 kampe.

Lige nu ligger sidste års mesterhold, Pittsburgh Penguins, på det yderste mandat til slutspillet i Eastern Conference med 55 point for 50 kampe.

/ritzau/