Blæsende onsdag bliver med risiko for vindstød af stormstyrke

Martin Hove Thomsen 

DMI melder om risiko for voldsomt vejr i morgen - lokalt kan der komme vindstød af stormstyrke

VEJRET I morgen over middag og i løbet af eftermiddagen er det nok en god idé at holde godt på hat og briller, hvis man bevæger sig uden for. DMI har nemlig udsendt en advarsel om, at der i morgen, onsdag, er risiko for vindstød på op til stormstyrke i Vestjylland og Herning.

DMI skriver, at et dybt lavtryk onsdag bevæger sig fra Skotland mod nordøst til Norge, og at meget mild luft vil strømme op over Danmark fra sydvest i en kraftig sydvestlig luftstrøm. En koldfront nærmer sig onsdag eftermiddag landet fra vest, og det giver regn og hård vind til kuling fra sydvest til hele landet. I forbindelse med koldfronten kan Jylland en overgang få op til hård kuling fra sydvest, med kraftige vindstød, der i Vestjylland lokalt kan nå stormstyrke.

Det er ifølge DMI ret sikkert, at mange steder i hele Jylland får hård vind til kuling og stedvis med vinstød til stormende kuling i løbet af eftermiddagen, men det er endnu usikkert, om vinden lokalt i Vestjylland kan nå stormstyrke.

Vindstød af stormstyrke kan medføre, at tagsten blæser ned, store grene knækker, og at træer kan vælte og spærre tog- og vejstrækninger, ligesom det også giver stor sandsynlighed for, at broer må lukkes for trafik.

Koldfronten passerer ifølge DMI resten af landet i løbet af aftenen og natten, og vinden aftager efterhånden vestfra.

Udover Vestjylland og Herning forventer DMI også, at der er risiko for det voldsomme vejr i Sydvestjylland, Billund, Thy og Mors, Haderslev, Tønder og Skive.