FCM sælger reservekeeper til Thailand

Jørn Just Kristensen 

Michael Falkesgaard fortsætter karrieren i Bangkok United

FODBOLD Michael Falkesgaard fortsætter som ventet fodboldkarrieren i Thailand. Den 26-årige nu tidligere FCM-keeper har skrevet med Bangkok United FC, der spiller i Thai League.

- Michael fik chancen for at forfølge en mulighed for at komme til udlandet, og vi er glade for, at det nu er faldet på plads for ham. Bangkok United har sikret sig en arbejdsom og professionel målmand, som har den rette indstilling til sin sport. Vi ønsker Michael alt det bedste i det thailandske, siger FCM’s sportschef, Svend Graversen, til klubbens hjemmeside.

Nogle medier har spekuleret i en transfersum på omkring halvanden million kroner. Hvis det står til troende, er det i givet fald blændende købmandsskab af FCM, som sidste sommer hentede Falkesgaard på en fri transfer i OB.

»Ulvene« har forlængst garderet sig på positionen, da den amerikanske landsholdsmålmand Bill Hamid er ankommet fra D.C. United i den amerikanske MLS-liga. Hamid udgør nu en målmandstrio sammen med Jesper Hansen fra det danske ligalandshold og 19-årige Oliver Ottesen.

Michael Falkesgaard nåede ikke at få spilletid på FCM’s Superligahold.

Bangkok United blev sidste sæson nummer tre i Thai League.