MarieKiks – nu med orkester

HERNING Det kvindelige revy-ensemble MarieKiks vender nu tilbage til de skrå brædder med følgende salut.

Verden er af lave. Alting er under forandring. Således også MarieKiks. Frafald, sygdom, pensionering og andre dårligdomme er væltet ind over de aldrende Kiks, men midt i det generelle mismod på de aldrig svigtende ugentlige øvedage anes der lys forude. En uventet gave er nemlig dukket op.

Marie Kiks får simpelthen et helt orkester.

»Fire velspillende, charmerende og omgængelige mandfolk har givet os deres ja, så vi er vildt glade for at kunne annoncere vores næste forestilling på Fermaten 20. og 21. januar 2018«, meddeler Kiksene.

Forestillingen kaldes derfor meget naturligt »MarieKiks - nu med band«.

Hvad angår MarieKiks-universet, er alt ved det gamle.

»Vi tager livtag med stort og småt i vores gennemsnitlige - men aldrig kedelige - liv. Og går det, som det plejer, vil publikum nok kunne genkende et tema eller to. Vores målgruppe er bred: 81-137 centimeter over brystet og 92-147 centimeter over hofterne. Og deres mænd er hjerteligt velkomne«.

Kiksene udgøres af Eva Bech Pedersen, Anne Helen Hvelplund, Bodil Jørgensen, Jane Pedersen, Gitte Wassmann og Marianne Wiberg. Musikere er Kim Skov-Andersen, Kim Mikkelsen, Morten Mortensen og Niels Østergaard Madsen, mens Eva Maria Zacho Ruby instruerer.

Søndag er udsolgt, og derfor er der arrangeret ekstraforestilling på tirsdag.