Officielt: Filip Novák solgt

Kim Hansen 

Den tjekkiske landsholdsspiller skifter til Trabzonspor

FODBOLD Så er det officielt. FC Midtjylland sælger Filip Novak til den tyrkiske fodboldklub Trabzonspor. Det oplyser den tyrkiske klub på sin hjemmeside.

Filip Novák var ikke med på ulvenes tur til Kaiserslautern for at spille træningskamp onsdag aften, Han havde fået lov at rejse ned til den tyrkiske klub, for at blive enige om de sidste detaljer og gennemgå et lægetjek.

Også FCM bekræfter klubskiftet.

- Det er altid trist at vinke farvel til en spiller, der har sat et markant sportsligt aftryk i klubben. Men det sagt, var det en økonomisk unik mulighed, der bød sig, og derfor var vi heller ikke i tvivl om, at det var det rigtige - både for klubben og for Filip.

- Der har været stor gensidig respekt i transferen, som betyder, at vi har fået sendt Filip godt af sted, siger sportschef i FCM, Svend Graversen, ifølge klubbens hjemmeside.

FCM og Trabzonspor var tidligere på ugen blevet enige om en transfersum - den skulle angiveligt ligge omkring to millioner euro - svarende til 15 millioner kroner.

Den 27-årige tjekke ankom til FCM i sommeren 2015 for cirka fem millioner kroner fra FK Jablonec i hjemlandet. »Ulvene« står dermed tilbage med en profit på cirka 10 millioner kroner - og har lejet Erik Sviatchenko de næste seks måneder for at have lukket hullet i defensiven.