Lyngby-konkurs kan koste FCM guldet

Lyngby taber resten af holdets kampe 0-3 og tvangsnedrykkes, hvis klubben går konkurs. Det kan give Brøndby tre gratis point

FODBOLD Det er et sjældent syn, at en dansk superligaklub går konkurs. Men ikke desto mindre kan det i sidste ende blive en realitet for Lyngby Boldklub, efter at klubbens ejer er kommet i alvorlige økonomiske problemer.

En konkurs vil betyde, at Lyngby bliver dømt som taber af de resterende kampe i grundspillet. Og det er godt nyt for Brøndby og skidt for FCM. Ulvene har nemlig allerede mødt Lyngby to gange - det gav to uafgjorte og to point til FCM, der overvintrer et point foran Brøndby.

Brøndby slog Lyngby i efteråret, men mangler et møde med Lyngby i foråret. Hvis Lyngby er konkurs, vil det altså give tre gratis point i Brøndby for kampen, der er programsat til 11. februar. Point, der vil være yderst vigtige i en tæt guld-strid. FC Nordsjælland - der er fem point efter FCM - har lige som FCM spillet to gange mod Lyngby. Det gav FCN fire point.

To rækker ned
Lyngby selv står også overfor store konsekvenser. Ifølge direktør i Divisionsforeningen Claus Thomsen vil en klub, der er gået konkurs, skulle rykke to rækker ned ved sæsonens afslutning.

- Teknisk set er det sådan, at en klub i forbindelse med en rekonstruktion bliver frataget seks point. Ender det med en konkurs, bliver klubben løftet ud af rækken og taber de resterende kampe 0-3.

- Der hvor man så ender resultatmæssigt ved sæsonafslutning, rykker man to rækker ned derfra. Og så suspenderer man nedrykning for den øverste af de klubber, der ellers måtte være rykket ned, siger Claus Thomsen.

Er gået konkurs før
Lyngby Boldklub gik også konkurs i 2001. På daværende tidspunkt kunne holdet spille sæsonen færdig med et amatørhold. Men nye regler betyder, at det ikke længere er muligt.

Den truende konkurs skyldes, at de største kreditorer i klubbens hovedaktionær, Hellerup Finans, ikke vil være med på en rekonstruktion af selskabet.

Stifter og formand Torben Jensen oplyser torsdag til Berlingske Business, at sponsorerne trækker sig fra fodboldklubben, som derfor er truet på eksistensen.

- Det kræver en hurtig reaktion for at sikre klubbens eksistens - vi håber derfor at alle med interesse for at overtage aktieposten vil henvende sig til Torben Jensen på tj@hellerupfinans.dk, lyder meldingen til Berlingske Business.

Fakta
Disse hold mangler Lyngby at møde i grundspillet:

Brøndby, Silkeborg, AGF, OB, Hobro, Sønderjyske og Horsens

/ritzau/