Politiet advarer: Udspekulerede biltyve forfølger deres ofre

Endnu engang har der været et biltyveri ved DGI Huset i Herning - mandag aften blev en Audi A6 Quattro stjålet

HERNING Politiet råder ejere af dyre køretøjer til at være opmærksomme på, at der ikke bliver fulgt efter dem, når bilen er parkeret.

Det gør de efter endnu en episode, hvor en dyr bil - denne gang en Audi A6 Quattro - er blevet stjålet.

Bilejeren, en 45-årig mand fra Herning midtby, tog i går i DGI-huset for at træne og parkerede i parkeringskælderen. Han tog til spinning og låste alt sit tøj og ejendele i et skab. Da han var færdig med spinning kunne han konstatere, at der var blevet brudt ind i skabet, og at blandt andet bilnøgler, briller, og iPhone var stjålet. Det havde i alt en værdi på lidt mere end 30.000 kroner.

I parkeringskælderen var bilen væk. Den har en værdi på 800.000 kroner.

Heldigvis var bilen leaset, og gennem en GPS på bilen kunne leasingselskabet spore bilen og hjælpe politiet med at finde den. Det ledte hurtigt til tre anholdelser på Torvet i Brande, hvor politiet stoppede bilen kort før klokken 20 mandag aften. I bilen sad tre unge mænd.

Føreren var en 23-årig mand fra Herning, der i samme forbindelse er blevet sigtet for narkokørsel og kørsel uden føreret. Ved siden af sad en 19-årig mand fra Brande, der havde iført sig bilejerens designer-solbriller. En 20-årig mand fra Herning var også i bilen. Alle er sigtet for brugstyveri af bilen. Alle tre blev anholdt, og to af de unge mænd er igen blevet løsladt efter at være blevet sigtet for deres forbrydelser.

Politiet har stadig den 20-årige, fordi han var i besiddelse af et pas fra et andet dyrt køretøj, der blev stjålet sidst i december. Derfor mener politiet, at han kan være involveret i flere brugstyverier.