Phlake kommer til Herning med nyt koncert-format

Martin Hove Thomsen 

Det bliver en alternativ omgang, lyder det fra Phlake, når de til efteråret tager på tour og kommer forbi kongrescentret

HERNING »Til efteråret drager vi på indendørs tur og det bliver fantastisk! Vi indtager denne gang nogle af Danmarks smukkeste koncerthuse til en alternativ omgang #phlakeittillyoumakeit« skriver Phlake på Facebook og fortsætter med at løfte lidt af sløret for, hvad man kan forvente sig af koncerterne:

»Vi inviterer indenfor i et univers, hvor stress og jag bliver glemt, og kun fokus på musikken er tilbage. Vores tanke er at udfordre os selv og publikum med formatet.«

Efter udsolgte koncerter på spillesteder i hele landet, åbner Phlake nu dørene til en anderledes og unik koncertoplevelse. Med titlen »Can We Talk?« inviterer de lørdag 13. oktober 2018 publikum helt tæt på, til en intim og eksklusiv koncert i Teatersalen i MCH Herning Kongrescenter. Det fremgår af MCH’s hjemmeside.

Mest spillede navn i 2016 og 2017
Phlake var det mest spillede navn på P3 i både 2016 og 2017, og har senest måtte melde totalt udsolgt til mange af deres koncerter landet rundt - blandt andet hele fire gange på Store Vega i 2017.

I udlandet har Phlake også fået godt fat med store festivalshows i Sverige og Norge samt udsolgte koncerter i byer som London, Amsterdam og Berlin. Siden gennembruddet med hitsinglerne »Pregnant« og »Angel Zoo« har Phlake været på en imponerende rejse. og de har på under to år allerede opnået over 90 millioner streams på Spotify, vundet fem DMA statuetter og ikke mindst fået æren af den ikoniske åbning af Orange Scene i 2017.

Herunder kan du se Phlakes Facebook-opslag og hele tour-planen.