Blue Fox landede sæsonens første sejr på Fyn

Jørn Just Kristensen 

Herning Blue Fox dominerede klart, men fem svage minutter i midten af anden periode var ved at blive dyre, da »rævene« landede sæsonens første sejr i Odense

ISHOCKEY Så lykkedes det også at vinde på Fyn. Herning Blue Fox tog sæsonens første sejr i Odense, og selv om den var smal, var den også fortjent.

3-2 lød slutfacit i midtjysk favør efter en intens og til tider velspillet kamp på Odense Isstadion.

Blue Fox åbnede stærkt med energisk forechecking, og Odense havde svært ved at få noget som helst til at hænge sammen. »Rævene« var anderledes farlige med stolpeskud fra Branden Gracel og Anders Poulsen, og en scoring fra Sebastian Ruders. Ingen gik til den 20-årige herningenser, og så smækkede han skiven i mål fra midten af den ene faceoff-cirkel. Svenske Robin Rahm så dog ikke alt for godt ud i det fynske mål, da pucken strøg lige over låret på den siddende keeper.

Fem dyre minutter
Herning-dominansen fortsatte i anden periode, hvor Branden Gracel øgede til 2-0 på en løs returpuck foran mål efter et skud fra Patrick Madsen.

Men så kom der spænding. Som lyn fra en klar hockey-himmel. 18-årige Nicolai Eriksen huggede sin karrieres blot andet Metal Liga-mål i nettet med et flot skud fra venstre side af banen.

Pludselig lugtede Odense blod, og da de bare fem minutter senere kom i powerplay, udlignede Asger Petersen fik staven på et skud fra Rasmus Bjerrum, og så stod der 2-2.

Udligningen var langt fra i tråd med spil og chancer, men måltavlen var ligeglad.

10 sejre i 11 kampe
Men små fem minutter inde i sidste periode bragte Lasse Lassen igen Herning i front. Insisterende fik han mast pucken over stregen ved den ene stolpe i to forsøg.

Slutfasen blev en nervøs omgang, og 58 sekunder før tid havde Odenses Andreas Pedersen en stor chance for at udligne midt for mål. Men Blue Fox og comeback-keeper Simon Nielsen holdt stand. Nielsen var tilbage i »ræveburet« for første gang siden 1. oktober grundet en knæskade og leverede en god præstation. Der var også comeback til Anders Poulsen og Jakob Jessen hos Petri Skrikos tropper, der til gengæld fik Eetu Vento skadet tidligt i kampen.

Blue Fox har nu vundet 10 af de seneste 11 kampe i Metal Ligaen og tankede med sejren i Odense måske også mental selvtillid til næste weekends Final4-stævne i Jyske Bank Boxen. Der kan finalen tænkes at blive mellem netop Blue Fox og Odense, hvis de slår henholdsvis Aalborg og Rungsted i semifinalerne.