Officielt: Jonas Borring skifter til Horsens

Kenneth Kristiansen 

33-årige Jonas Borring forlader FC Midtjylland og tiltræder i AC Horsens på en kontrakt frem til sommeren 2020

FODBOLD Nu er det officielt: Jonas Borring er fortid i FC Midtjylland.

Den 33-årige kantspiller skifter øjeblikkeligt til Superliga-konkurrenterne fra AC Horsens på en kontrakt, der løber frem til sommeren 2020.

Borring havde ellers kontrakt med FCM frem til sommeren 2019.

I efterårssæsonen blev det kun til begrænset spilletid for Jonas Borring, der i sommeren 2016 vendte tilbage til FCM, som han også spillede for i årene 2008 til 2012.

- Jeg vil gerne takke for en rigtig god tid i FC Midtjylland, og jeg ønsker klubben alt det bedste. En stor tak til mine holdkammerater gennem tiden, trænere og staben omkring holdet. Herudover vil jeg takke de midtjyske fans for den fantastiske støtte, de har givet mig i min tid i klubben, udtaler Jonas Borring.

- Det bliver svært at vinde mesterskabet i denne sæson med AC Horsens, så derfor håber jeg naturligvis, at FC Midtjylland tager trofæet til sommer, fortsætter han.

FC Midtjyllands sportschef, Svend Graversen, glæder sig over salget men ærgrer sig sig samtidig over at skulle sige farvel til den erfarne offensivspiller.

- Det er en økonomisk gunstig aftale for FC Midtjylland, men jeg er meget ærgerlig over at skulle give slip på Jonas, der er en rigtig dygtig spiller, og som har leveret stærke præstationer for klubben. Dog er det en god aftale for Jonas, som fortjener en masse spilletid i Superligaen, og det har han valgt at prioritere, udtaler sportschefen.

- I mine øjne vil Jonas altid være en FC Midtjylland-mand. Det har været en enormt flot rejse, han har været på i klubben af to omgange. I 2016 var vi utroligt glade for, at Jonas valgte at vende hjem, og vi har været mere end tilfredse med Jonas’ gøren og laden - både på og uden for banen, fortæller Svend Graversen.

Jonas Borring har i alt spillet 191 kampe og scoret 32 mål for FC Midtjylland.